KulturCamp 2012
-Hele Fyn står sammen om at opprioritere kunsten, så derfor er det naturligt, vi sætter ind over for unge kunsttalenter og giver dem chancen. Vi afholder KulturCamps tre år i træk, hvert år med fokus på nye kunstneriske discipliner. På den måde får mange unge chancen for at afprøve og teste deres kunstneriske talent inden for lige netop deres interesseområde, siger formanden for Kulturregions Fyns styregruppe, Bruno Hansen fra Svendborg
I 2012 er det inden for disciplinerne elektronisk musik, improdans og lyskunst, at unge mellem 16 og 23 år deltager. Den elektroniske musik kræver forkundskab og erfaring med teknikken, mens genren lyskunst er for alle med kunstnerisk talent og interesse for lyset som materiale at udtrykke sig i og med. Improdans er for unge, der kan og vil danse, men som også vil sprænge rammer.
-Det er godt for kunsten og for Fyn, at vi har lokalpolitikere, der står sammen og igangsætter initiativer som KulturCamp. Det er også stærkt, at kunstneriske nicher får fokus, da det er med til at synliggøre, at kunst er mange ting. Lyskunst har for eksempel før været en sjælden kunstart, men ny teknologi har gjort genren mere tilgængelig, og det får vi nu vist de unge, der har interessen, siger projektleder i Kulturregion Fyn, Stine Keiding.
I første omgang er der en uges KulturCamp i uge 8. 2012 er første år af i alt tre, hvor projektet KulturCamp kører. I 2013 og 2014 kan de unge tilmelde sig andre kunstneriske discipliner. KulturCamp 2012 bliver afholdt på Den Rytmiske Efterskole i Baaring.

