Seminar om talentudvikling
Under overskriften, "Talent - spørgsmålet er ikke, om vi har det, men hvordan vi udvikler det?", er Syddansk Universitet, Kulturregion Fyn og Odense Filmværksted gået sammen om at sætte spot på talentudvikling
I den anledning afholder vi et talentseminar på SDU i Odense d. 26. april 2012 kl. 9-15, som du er velkommen til at melde dig til her.
Seminaret er det ene af en række tiltag, som Kulturregion Fyn har været med til at iværksætte for at understøtte udviklingen af nye talenter på Fyn inden for kunst og kultur.
Med seminaret ønsker vi at undersøge og belyse, hvordan man kan skabe de bedste rammer for talentudvikling gennem en flersidig debat med foredragsholdere inden for både kulturlivet, mediebranchen, uddannelses- og sportssektoren.
Overskriften for seminaret er inspireret af Claus Buhls bog Talent – spørgsmålet er ikke om du har det, men hvordan (2010). Og netop Claus Buhl, der en kendt foredragsholder og forfatter med fokus på talentudvikling, branding, markedsføring m.m. er den ene af i alt fire inspirerende oplægsholdere, som du kan møde her for bare 250,- (med forplejning hele dagen).
- Kom og hør hele Danmarks landstræner, Jan Pytlick, fortælle om talentudvikling inden for håndbold.
- Hør Claus Buhls vurdering af, hvordan det danske uddannelsessystem spilder masser af talent.
- Mød Mette Krogh Christensen, som har forsket i talentudvikling inden for sportens verden. Hun har nogle interessante talentudviklingsmodeller med i ærmet.
- Få medieforsker Heidi Philipsens bud på, hvordan indsigter og modeller fra sportens verden, kan omsættes til talentudvikling af fx filmtalenter.
Hvis du har spørgsmål, så send en mail til Heidi Philipsen heidij [at] litcul [dot] sdu [dot] dk.
