

Find os igen på Kulturmødet Mors i august
Fra den 20. til den 22. august samles kunstnere, kulturfolk, politikere og nysgerrige borgere fra hele landet på Mors til årets Kulturmøde – og Kulturregion Fyn er selvfølgelig med.
Det bliver tredje gang, vi tager turen til Limfjorden for at være en del af Danmarks vigtige samlingspunkt for samtaler om kunst og kultur.
I år stiller vi med et lille, men indholdsrigt program. Fredag den 21. august om eftermiddagen byder vi, sammen med Kulturstrømmen, på en talk; “Kan kunst og kultur være med til at forandre vores syn på natur?”
Vi taler mere end nogensinde om natur, klima og biodiversitet. Alligevel lever mange af os på afstand af den natur, vi er afhængige af. Kan kunst og kultur hjælpe os med at se, sanse og forstå naturen på nye måder? Med afsæt i kunst, naturvidenskab og praktiske erfaringer fra arbejdet med kunst og natur i Kulturregion Fyn og Kulturregion Kulturstrømmen undersøger vi, hvordan vores natursyn bliver formet – og hvordan det kan udfordres. Og vi drøfter om kunstneriske og kulturelle praksisser kan skabe nye forbindelser mellem mennesker, steder og levende omgivelser?
I talkens panel deltager bl.a. udøvende kunstner Helga Rosenfeldt-Olsen og Christian Kortegaard Madsen, der er kunsthistoriker og direktør for Museum Jorn. Pernille Holmskov fra Holmskov Consult modererer samtalen.
Derudover løfter vi to kulturelle indslag: et udvidet netværksmøde for Kultur i Natur-netværket og et socialt netværksarrangement åbent for alle med lyst til at møde de mennesker, der arbejder med og for kultur i Danmark.
For os handler Kulturmødet om at bidrage, dele, lytte og lade os inspirere af hinanden.
Vi glæder os og håber at vi ses på Mors i august.



Nyheder på Fyn


Vi ønsker dig god sommer
Sommeren står for døren, og vi runder endnu en aktiv sæson af i Kulturregion Fyn.