Fynsk KulturRum
Hvem: Odense, Nordfyns, Assens, Nyborg, Kerteminde, Svendborg og Faaborg-Midtfyn Kommune
Hvornår: 2025 - 2026
Fynsk KulturRum - Fremtidens fynske kulturpas - Kreativt frirum for nye fællesskaber og styrket trivsel
KulturRum er Kulturregion Fyns ambitiøse videreudvikling af de omfattende Kultur på Recept-projekter fra 2022-2024. Med tre års erfaring og dokumenterede resultater udvikler vi nu nye og mere omfattende kulturpasmodeller for unge.
KulturRum er mere end kulturaktiviteter – det er et frirum, hvor unge kan være sig selv uden forstillelse. Navnet symboliserer både de fysiske frirum i kultur- og idrætslivet og det mentale frirum, der opstår i gode, rummelige fællesskaber.
Projektet bygger videre på erfaringerne fra Fynsk Kultur på Recept og EU-projektet Arts on Prescription in the Baltic Sea Region. Kvantitative målinger fra de tidligere projekter viser dokumenterede forbedringer i deltagernes trivsel.
"Med Fynsk KulturRum vil vi afprøve forskellige bæredygtige modeller, der kan fremme trivsel, beskæftigelse og uddannelse blandt unge i kulturpasmålgruppen. Vi fokuserer særligt på at styrke rekrutteringsindsatser, involvere de unge i udviklingen af forløbene og skabe aktive fællesskaber, der giver frirum og fordybelse," siger formand for Kulturregion Fyn, Anne Møllegaard Mortensen.
Projektet er finansieret med 7.060.230 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsens Kulturpasforløbspulje og er et af kun 15 udvalgte projekter ud af 130 ansøgte - og får næsten en femtedel af puljens samlede 40 millioner kroner, hvilket understreger projektets kvalitet og relevans på nationalt niveau.
Målgrupper og tilgang
KulturRum henvender sig til unge mellem 15 og 24 år, der ikke er i uddannelse, ikke har en ungdomsuddannelse og ikke er i beskæftigelse, samt elever på forberedende grunduddannelse (FGU). Det består af nogle forløb, hvor unge deltager i gruppebaserede kultur- og fritidsforløb kombineret med praktik eller kulturjobs.
KulturRum arbejder strategisk mod tre hovedmål:
Lokalt tilpassede modeller - Udvikling af bæredygtige forankringsmodeller, der kan tilpasses lokale kommunale forhold både på Fyn og i resten af Danmark.
Øget kulturengagement - Styrke unges lyst til at involvere sig i kultur- og fritidsbaserede fællesskaber og opbygge tiltro til egne evner.
Fremtidens kulturbaner - Medvirke til at skabe nye kultur- og fritidsjob i samarbejde med de unge selv.
Tværfagligt samarbejde og innovation
Et kerneelement i KulturRum er det tværfaglige samarbejde mellem kultur-, sundheds-, social- og beskæftigelsesområdet. Projektet anvender både kommunale kulturinstitutioner, selvstændige kulturaktører og frivillige folkeoplysende foreninger.
De unge inddrages aktivt i udviklingen af forløbene, og vi eksperimenterer med koncepter som "tom aktivitetsgang", hvor deltagerne selv kan forme indholdet.
Med KulturRum vil vi knække koden til bedre rekruttering af unge til kulturpasforløb – en af de største udfordringer fra tidligere projekter. Samtidig arbejder vi på at finde frem til bæredygtige modeller, der kan inspirere andre kommuner og regioner.
KulturRum repræsenterer fremtidens fynske kulturpas – et projekt, der kombinerer dokumenteret effekt med innovativ tilgang og ambitiøse mål for unges trivsel og kulturelle engagement.
Foto @Charlotte Pelle Egedgaard