Ny formand Lars Erik Hornemann vil sikre det fynske kultursamarbejde
Der var ingen tvivl at spore hos Kulturregion Fyns politiske styregruppe, da der skulle findes en ny formand. Valget faldt på Lars Erik Hornemann, som er viceborgmester og formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Svendborg Kommune.
Han overtager stafetten fra Lene Høsthaab, som har arbejdet med stor interesse for det regionale, kulturelle samarbejde og bakket Kulturregion Fyns sekretariat op i processen med at sikre en fynsk kulturaftale med Kulturministeriet i både 2011 og 2015.
Sidstnævnte opgave er endnu en gang højaktuel i og med, at Kulturregion Fyns indeværende kulturaftale udløber ved udgangen af 2018.
Det er ifølge Lars Erik Hornemann afgørende, at der snarest muligt kommer afklaring omkring, hvilken type aftale Kulturregion Fyn kan forvente sig fra 2019:
"Kulturregion Fyn har siden 2007 haft en enestående og vigtig opgave i at sikre adgang til at opleve, forstå og skabe kultur i og på tværs af de fynske kommuner. Det er en opgave, der forpligter. Både i forhold til borgerne, men i lige så høj grad i forhold til de skoler, kulturinstitutioner og kunstnere, som vi har et frugtbart samarbejde med," udtaler Lars Erik Hornemann, som glæder sig over at stå i spidsen for Kulturregion Fyn i en periode, hvor der er meget på spil.
Lars Erik Hornemann er sammen med formændene for landets øvrige kulturregioner blevet inviteret til et møde med kulturminister Mette Bock om kulturaftalernes fremtid.
Han ser meget frem til at gå i konstruktiv dialog med kulturministeren, der som oplæg til mødet den 6. april har foreslået, at kulturmidlerne fremover trækkes ud af kulturregionernes aftaler og i stedet skal søges til konkrete, enkeltstående udviklingsprojekter.
Det er en model, der ligger langt fra de anbefalinger, som kulturregionerne i fællesskab har sendt til kulturministeren. Her opfordres der istedet til, at kulturministeriet fremover laver aftaler med en økonomisk ramme, der er markant længere end de nuværende fire år, for at skabe bedre rum til planlægning af kulturtiltag, der rykker noget.
"Projekter, der skaber resultater og gør en forskel for kulturregionens borgere, kræver research, dialog med målgrupper og samarbejdspartnere, samt tid til tilrettelæggelse og udførelse. Jeg kan blive bekymret for, om det i samme omfang som før vil være muligt at planlægge visionære, gennemarbejdede og effektfulde indsatser til kulturregionen, hvis der skal søges midler fra projekt til projekt," lyder det fra Lars Erik Hornemann.
Lars Erik Hornemann har som optakt til besøget hos kulturministeren indbudt til et møde med formændene for de øvrige kulturregioner, og han ser frem til at drøfte kulturaftalernes fremtid med dem.