Kulturregion Fyns kulturaftale for 2025
De 9 fynske ejerkommuner har her i februar underskrevet 2025-kulturaftalen for Kulturregion Fyn, og vi glæder os til at fortsætte arbejdet med de tre indsatsområder Kultur og Sundhed, Kultur i Natur og Visuel Kultur, som en naturlig udbygning og videreudvikling af vores arbejde i den seneste kulturaftale for 2021-2024:
Kultur og Sundhed
Vi vil overordnet styrke samarbejdet mellem kultur- og sundhedsaktører på Fyn gennem netværksaktiviteter og kulturforløb, der fremmer sundhed.
Et særligt fokus vil være på projektet Kultur på Recept version 2.0, som har til formål at integrere kulturaktiviteter som en del af sundhedsfremmende initiativer i kommunerne. Det skal ske gennem tværfaglige initiativer, der involverer flere afdelinger og forvaltningsområder, og som bidrager til en fælles erfaringsudveksling på tværs af kommunerne, for at sikre større fælles erfaringssum og spændvidde, både løbende undervejs i projektet og ved afslutningen af denne aftale.
Hver kommune på Fyn skal udfolde, hvordan de ønsker at målrette deres tilbud, men fælles kriterier er, at kulturforløbene skal have fokus på sundhedsfremme, skal indeholde kulturaktiviteter indenfor flere kulturkategorier/-genrer, og at de skal foregå i grupper.
Kultur i Natur
I 2025 videreudvikles det tværfaglige samarbejde blandt de fynske kultur- og naturaktører ved, at de udvikler aktiviteter, der har udgangspunkt i temaet: de fire elementer luft, ild, jord og vand. Der vil blive igangsat få større tværkommunale projekter, der involverer lokale aktører og skaber unikke oplevelser i naturen.
Skolekataloget 2024 var en succes, som vi synes fortjener gentagelse, så det kan komme endnu flere fynske elever og lærere til gode. I anden runde vil alle forløb blive tænkt ind under den tematiske ramme og derfor også have de fire elementer som omdrejningspunkt.
Skolekataloget indeholder forskellige spændende og lærerige undervisningsforløb, der kombinerer natur og kultur. I 2024 kunne eleverne f.eks. lave en naturdokumentarfilm med en undervandsdrone, optage lyden af naturen, eller fange fisk, som de senere kunne lave kunstaftryk af. Der vil i løbet af foråret 2025 blive udviklet nye forløb til solekataloget, som udkommer inden sommerferien - og forløbene eksekveres i efteråret 2025.
Visuel Kultur
I perioden 2021-2024 har Kulturregion Fyn udviklet og udbredt nye former for fritidstilbud inden for de visuelle genrer. I 2025 ønsker vi endnu flere tilbud, der samtidig understøtter en bedre geografisk spredning og tilbud, der dækker flere genrer, og som appellerer til forskellige typer af børn og unge på Fyn og øerne. Vi vil videreføre populære tilbud og sikre oprettelse af nye tilbud, der mangler.
Vi vil også have fokus på synligheden af de tilgængelige tilbud, især gennem Visuel Kulturs hjemmeside og Instagram, der begge sætter lup på udbud og variation af tilbud i hele kulturregionen.
Derudover vil den politiske styregruppe i løbet af 2025 finde den bedst mulige model for et flerårigt kultursamarbejde gældende fra 2026 og frem.
Fynske kulturnetværk
Generelt har vi fokus på at styrke netværksdannelse og samarbejde mellem de fynske kulturaktører og -institutioner - både private og offentlige. Det gør vi gennem netværk indenfor hvert at vores 3 indsatsområder. Der afholdes møder jævnt hen over året og rundt om i medlemskommunerne. Møderne vil typisk være tematiserede omkring tidsaktuelle emner, ligesom deltagerne har mulighed for at påvirke kommende møders indhold.
Kultur i Natur-netværket fortsættes i samarbejde med Øhavsmuseet for at understøtte videndeling, idegenerering og opkvalificering af de engagerede og motiverede aktører på området. 2025 bruger vi også til at afsøge mulighederne for at netværket forankres hos en kulturinstitution, frem for hos Kulturregion Fyn.
I Visuel Kultur-netværket vil vi styrke netværksdannelsen blandt aktører på tværs af kommunegrænser og udvikle området gennem viden- og erfaringsdeling, netværksaktiviteter og kurser. Vi vil have fokus på undervisere, så de fortsat udvikler feltet og samtænker deres indsatser af visuelle kulturtilbud på Fyn og øerne. Især vil vi fokusere på de aktører, der arbejder med unge og visuel kultur.
På kultur- og sundhedsområdet skal vi have større fokus på at styrke samarbejdet og vil derfor oprette et reelt Kultur og Sundheds-netværk i 2025. Vi kommer til at trække på erfaringerne fra de to ovennævnte etablerede netværk og ønsker en grad af involvering fra konkrete aktører fra både sundheds- og kulturområdet. Vi ønsker at kunne tiltrække markante foredragsholdere, der kan bidrage til aktuelle emner.