Ny kulturaftale lyser op i corona-mørket
I de næste fire år vil vi i Kulturregion Fyn rulle de tre indsatsområder Visuel Kultur, Kultur i Naturen og Kultur & Sundhed ud på Fyn og øerne. Det sker gennem en kulturaftale, som er er indgået mellem os og kulturministeren.
Lars Erik Hornemann, formand for Kulturregion Fyn siger:
Vi er rigtig glade for, at vi med den nye kulturaftale kan fortsætte med at styrke og udvikle kulturelle fællesskaber på tværs af Fyn og øerne. De næste fire år vil vi have fokus på at skabe engagerende og nyskabende kunst- og kulturprojekter til børn og unge inden for genren visuel kultur samt lave projekter, der kobler natur, kultur og kunst. Vi glæder os også til at lave kulturaktiviteter, der forbedrer børn, unge og voksnes mentale og sociale sundhed - og det skal i høj grad ske ved, at vi styrker deres mulighed for at deltage i fællesskabet
Især indsatsområderne Kultur i Naturen og Kultur & Sundhed er blevet højaktuelle på baggrund af det seneste år, der har været præget af corona og de menneskelige konsekvenser, som restriktionerne, vi alle har været underlagt, har haft i form af ensomhed og generelt dårligere trivsel blandt børn og unge.
Stine Keiding, programleder af Kulturregion Fyn, siger:
- Vi har alle været lukket inde meget længe, og det begynder at kunne mærkes. Derfor er vi glade for, at vores indsatsområder i høj grad kan være med til at styrke fynboernes trivsel og mentale sundhed, så de kan komme godt igennem den her lidt hårde periode, indtil hverdagen vender tilbage.
- Danskerne har gjort naturen til deres nye legeplads under corona-pandemien, og den udvikling kan vi understøtte ved at skabe projekter, som taler ind i den glæde og ro, som man oplever, når man opholder sig i naturen. Samtidig har vi muligheden for i samarbejde med kulturaktører og sundhedsfaglige instanser at bygge ovenpå og skabe forløb, hvor der målrettet arbejdes med trivsel på forskellige måder. Det er vigtigt, at vi ikke mindst har blik for at styrke børn og unges trivsel og mulighed for at deltage i kulturlivet og derfor har vi et særligt fokus på at inddrage dem i vores aktiviteter.
Kulturaftalen og Kulturregion Fyn
Kulturaftalen er fireårig og indgået med kulturministeren. Fokus i kulturaftaler er at koordinere en fælles indsats for udvikling af kunst- og kulturlivet, og i de kommende fire år vil initiativerne hovedsageligt være rettet mod børn og unge.
Kulturregion Fyn er et samarbejde mellem Assens Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Kerteminde Kommune, Langeland Kommune, Nordfyns Kommune, Nyborg Kommune, Odense Kommune, Svendborg Kommune og Ærø Kommune.
Kulturregion Fyns mission er:
Flere borgere skal engagere sig i og have glæde af kunst og kultur, og nye kulturbrugere og kulturudøvere skal se dagens lys. Dette skal ske ved:
- at børn og unge tidligt i livet får adgang til kunst og kultur og får mulighed for at dyrke deres eget kreative potentiale i samværet med voksne og ligesindede.
- at udvikle demokratiske og inkluderende aktiviteter og initiativer, hvor de involverede føler et medejerskab, opnår nye kompetencer og sociale relationer samt får mulighed for at udtrykke sige gennem skabende kunst og kultur.
- at udvikle kulturtilbud, der kan tiltrække nye målgrupper, børn og børnefamilier; for eksempel ved at koble kultur- og naturoplevelser og/eller bevægelses- og sundhedsfremmende aktiviteter.
- at borger, der normalt står uden for kulturfællesskabet, herunder mennesker med en psykisk lidelse, inkluderes i meningsfulde fællesskaber, der styrker trivsel og velvære.