Kulturregion Fyn
Naturen Tur-Retur - en vandring gennem natursyn
Hvem: Esther Rützou
Hvornår: 15. september 2021 –
Pulje: Kultur i Naturpuljen
Forestillingen Naturen tur-retur er en sitespecifik vandring gennem natursyn, hvor en fortæller, en biolog og en klassisk blæserkvartet er gået sammen om at skabe en forestilling for børn.
Deltagerne møder forskellige naturtyper og bliver præsenteret for hvordan mennesket igennem historien har forholdt sig til naturen. Fra jæger-samler, over bondesamfundet, til nutidens rewilding.
"Vi går gennem naturen ad smalle stier, og undervejs sker der ting og sager". Biolog Lene Sanderhoff udfordrer børnene med ting, der skal smages, føles, lugtes til – eller små opgaver, der skal løses. Fortæller Esther Rützou har brug for børnenes hjælp til at overvinde den trold, der bor i naturen.
Den Fynske Messingkvarter, der består af Sara Bruntse, Rolf Persson, Tone Anker og Christian Wallmann-Høeg, udtrykker oplevelserne i musik. Det er både musik, man kender og har hørt før, og musik, der er helt ny, og hvis lyd børnene kan få indflydelse på.